Brevstem på bibliotekerne
Fra den 7. oktober til og med den 14. november kan du i den betjente åbningstid stemme til Kommunal- og Regionsrådsvalg
Af Steffen G.
Husk at medbringe gyldigt legitimation som fx sundhedskort eller kørekort.
Hvordan brevstemmer jeg?
Når du møder op for at brevstemme, vil der være en stemmemodtager, som vil vejlede dig om, hvordan du brevstemmer. Når du har vist gyldig legitimation, vil du få udleveret følgende:
- en blå konvolut med en stemmeseddel til kommunalvalg
- en gul konvolut med en stemmeseddel til regionalvalg
- et følgebrev og en gråblå yderkuvert
Du skal udfylde stemmesedlerne ved at skrive navnet og/eller bogstavbetegnelsen for den kandidatliste (det parti), du vil stemme på. Hvis du ønsker at stemme på en bestemt kandidat, skal du skrive navnet på kandidaten, gerne med tilføjelse af partinavnet eller bogstavbetegnelsen.
Ønsker du kun at stemme til det ene valg, kan du enten aflevere den ene stemmeseddel tilbage til stemmemodtageren eller stemme blankt ved at lægge en tom stemmeseddel i den tilhørende konvolut.
Du vil få vist et sted, hvor du kan udfylde stemmesedlen, uden at nogen kan se, hvad du stemmer.
Hvis du brevstemmer hos en kommune, vil du kunne se en liste med de partier og kandidater, der er opstillet til valget i den kommune og region. Hvis du brevstemmer andre steder, skal du selv undersøge, hvilke partier og kandidater der stiller op i din kommune og region. Det kan du se på kommunens hjemmeside og på valg.dk.
Når du har udfyldt brevstemmesedlerne, skal du lægge dem i henholdsvis den blå og den gule konvolut, som du får udleveret sammen med stemmesedlerne.
Herefter skal du udfylde og underskrive følgebrevet, mens stemmemodtageren ser på. I kommunen kan følgebrevet være udfyldt maskinelt på forhånd. Stemmemodtageren skal herefter attestere følgebrevet ved at skrive under på, at alt er gået rigtigt til.
Herefter lægger du de to konvolutter med stemmesedlerne samt følgebrevet i den større gråblå yderkuvert, og lukker yderkuverten, mens stemmemodtageren ser på. I kommunerne er yderkuverten hvid. På yderkuverten angives dit navn, fødselsdato og bopæl (det kan også være udfyldt på forhånd maskinelt af kommunen). Herefter er det stemmemodtageren på brevstemmestedet, der sørger for at sende brevstemmen til din bopælskommune, så den kan indgå i optællingen af stemmer på valgdagen.
Hvis du efterfølgende fortryder din stemme, kan du godt brevstemme igen. Det vil altid være din senest afgivne brevstemme, der tæller med i optællingen af stemmer på valgdagen. Hvis du har brevstemt, kan du ikke stemme på valgdagen.
Der kan stemmes i følgende tidsrum:
Ry, Hørning, og Galten Bibliotek:
- Mandag-torsdag kl. 13-17
- Fredag kl. 11-15
- Lørdag kl. 9-13
Skanderborg Bibliotek
- Mandag-fredag kl. 11-17
- Lørdag kl. 9-13
Fredag den 14. november er sidste dag for afgivelse af brevstemmer, og her kan stemmes fra kl. 9-16 på alle kommunens biblioteker.