Anbefaling: Varme Hænder af Stine Askov

En af dette års store læseoplevelser var Stine Askovs roman "Varme Hænder".  Den starter som en fin hverdagsskildring af den opofrende Camilla, som bliver træt af jobbet i børnehaven Radisen, afskediges men får derefter tilbudt "verdens nemmeste job", som der står i jobannoncen. Det er jobbet som handicaphjælper hos forfatteren Mathilde. 

Men - og godt for historien er der i plottet indbygget et mægtigt men: Mathilde er den semiberømte forfatter er en ubehagelig, utilregnelig og som romanen skrider frem mere og mere uhyggelig kommandant. For Mathilde har standarder der skal overholdes til punkt og prikke: Hun er rædselsslagen for coronasmitte og derfor må Camilla vaske (de varme) hænder så blodet springer.  
Mathilde har en frisure som kræver timer og uanede mængder af hårnåle, en palme som skal vandes minutiøst og en hjælpehund - Bastian - der skal tituleres korrekt.  
Langsomt men sikkert nedbrydes Camillas selvværd, frie vilje og evne til at reflektere og som romanen skrider frem mister hun gradvis fornemmelsen for egne grænser.  Alt sammen i en verden som på overfladen virker genkendelig men forfatteren formår at gøre decideret uhyggelig med små fine greb.  

Askov er velskrivende, og om en verden hun kender i detaljen, hvad der fungerer så godt, at man som læser virkelig kan fornemme den klaustrofobiske stemning i Mathildes hjem. Her har du ikke lyst til at være - men du er som læser også fanget i et sært fascinerende univers, som man ellers ikke har adgang til.  
"Varme Hænder" drives frem af spændingen - hvorfor siger Camilla ikke fra? Hvorfor er Mathilde blevet som hun er? Hvad er der med Bastian? Hvorfor, hvorfor, hvorfor....

Askov har skrevet en meget vellykket (gyser)roman, som både tematiserer et vedkommende emne, men som også løfter det op, så det får samfundskritisk kant.